Jeg sidder her og tænker på hvor priviligeret og heldig jeg er. Tænk at jeg har fået lov til, at arbejde, med det der fylder mit hjerte. Arbejdet i lys og kærlighed med healing, regression og clairvoyance er så givende og fantastisk, at det slet ikke kan beskrives. Den forløsning jeg oplever mine klienter få gang på gang, er som små mirakler i hverdagen. Det fik mine tank…er til, at vandre på langfart. For mirakler er ikke forbeholdt de heldige få. De sker hele tiden omkring os i både små og store udgaver. Ofte er det kun et spørgsmål om, at åbne øjnene og se dem. Vi har oplevet nogle mirakler flere gange over årene, men jeg får lyst til, at dele et med jer, som vi stadig får kuldegysninger over, når vi tænker på det.

Vi skal tilbage til år 2003, hvor vi var på sommerferie i Gilleleje. Vores fire børn havde set reklamer om Bonbon land, så selvom vi havde været der to år før, måtte vi tage turen igen. Vores mindste piger – tvillinger – kunne nemlig ikke huske noget, fordi de var så små første gang vi var der. Vores ene søn, Nikolaj, havde en tøj and, som var hans faste følgesvend i tykt og tyndt. Han hed Georg, og var en ven på linie med en usynlig ven. Han havde hans næb i alting og fik skylden for alle de narrestreger, som Nikolaj lavede. Uanset hvad, var det Georg der var “ophavsand” til det hele. Han var altid en ven i nøden, og boede fast under Nikolajs arm. Det var meget få tilfælde hvor Georg ikke var med, og han prøvede alt det en tøj and skal prøve. B.la er det ikke få gange hvor han er blevet begravet i sandkassen og kuret ned ad rutsjebanen. Han var med i skole hver dag, og var kendt af alle. Hans næb blev slidt fuldstændig i stykker, så en læreinde tilbød, at låne Georg med hjem, og sy et nyt næb til ham. Det gik Nikolaj nødtørftigt med til, på betingelse af, at det kun måtte tage en dag. Han var lykkelig da han dagen efter modtog Georg, med et nyt specialdesignet næb.

Denne dag i Bon Bon land, var Georg selvfølgelig også med. Nikolaj havde muskelsvind men kunne stadig gå. Vi havde dog en kørestol med, så han kunne tage hvilepauser ind i mellem. Vi kom til en forlystelse hvor vi skulle sidde i lange rækker, og så blev vi kørt rundt og rundt sidelæns. Helt op og helt ned. Der var fart på for de mindre børn i den, og vi foreslog at Georg skulle vente nede i kørestolen så han ikke fløj væk undervejs. Det kunne der overhovedet ikke være tale om, Georg skulle med, så det kom han. Vi kom ikke til at sidde samme alle seks, da vi blev ledt hver vores vej på vej ind, så jeg opdagede først katastrofen da vi kom ned igen. Nikolaj havde tabt Georg. Det var en bund ulykkelig dreng der mødte mig. Min mand spurgt om vi måtte kigge under “vognen” men de kunne selvfølgelig ikke stoppe en forlystelse og lade en mand kravle rundt, nedenunder pga. en tøj and. Vi ledte og søgte i området omkring forlystelsen og kiggede under forlystelsen, så godt vi kunne, da næste hold var i gang. Georg var og blev væk. Vi var alle påvirket af Nikolajs sorg, for vi vidste allesammen hvor stor betydning, Georg havde for ham. Georg VAR virkelig en kæmpe hjælp for Nikolaj i hverdagen. Nikolaj havde oven i hans muskelsvind også Tourette syndrom, og Georg gav ham det holdepunkt han behøvede for, at tøjle hans tic’s, lyde og ord. Derfor var Georg nærmest en ekstra hjælper for Nikolaj i skolen. Nikolaj græd utrøsteligt, men vi måtte opgive at finde Georg. Vi forsøgte at trøste så godt vi kunne og tilbød at købe en ny Georg til ham, når vi kom hjem. Den var nemlig købt i Randers Regnskov af hans farmor, da de var på tur derinde, engang hvor hun passede ham. Det var ingen trøst for ham, for det var kun hans Georg han ville have, og ikke en ny.

Vi fortsatte rundt i parken, men havde mest af alt lyst til, at tage tilbage til sommerhuset. Da vi var kommet et godt stykke videre, og Nikolaj stadig græd, strøg jeg ham over kinden og var lige ved selv at græde. KLASK……. Ud af den blå luft, faldt Georg ned fra himlen og landede få meter foran os. Vi stoppede lamslåede op og stirrede fuldstændig perpleks på tøj anden, der lå der foran os. Nikolaj sprang op af kørestolen og kastede sig over Georg. Han holdt ham i et fast greb og hulkede af lettelse og glæde imens han undskyldte for, at have tabt ham. Vi stirrede og stirrede og kiggede rundt omkring os sikker på, at en eller anden måtte have samlet den op, og nu kastede den til os. Der var bare ingen andre end os, på den lille sti vi var på. Vi kiggede om der var et træ den kunne have siddet fast i, men vi var kommet langt væk fra forlystelsen, så det kunne heller ikke lade sig gøre. Vi anede ikke hvordan det kunne ske. Min mand og jeg var helt stumme og kiggede hinanden ind i øjnene, imens vi stille rystede på hovedet. Børnene var overlykkelige og jublede over Georgs genkomst, imens vi forældre havde langt mere svært ved, at forstå, hvad det lige var der skete der? Vi blev stiltiende enige om, at nogen gange skal man bare ikke forstå, men blot accepterer og glæde sig over den lykkelige udgang.

Selvfølgelig fortalte vi vidt og bredt om denne oplevelse efterfølgende. Til vores store overraskelse, tog mange mennesker det, som den naturligste sag af verden. Vi var forberedt på, at folk ikke ville tro os, men mødte andre historier, der var ligeså fantastiske. Nikolaj fik hans lille mirakel og vi fik en tiltro til, at vi kan opleve mirakler når vi har allermest brug for det. Georg var Nikolajs kompagnon, ven og medsammensvoren helt indtil konfirmations alderen. Derefter gik Georg på pension og tilbragte de følgende to år, på en hylde på Nikolajs værelse. Han fik en guldkæde om halsen, og var den ene dag en rocker-and og den næste dag borgmester i New York. Da Nikolaj var 16 år gammel, døde han en lørdag aften i januar, af hjertestop. Hans hjerte var blevet ramt af muskelsvind og der var intet man kunne stille op. Da vi skulle snakke om begravelsen og hvordan vi gerne ville lave det sidste minde, så godt som muligt, var der ingen tvivl hos hans søskende. De udbrød enstemmigt, at Georg skulle med Nikolaj i kisten. Jeg nølede lidt, for jeg ville gerne beholde Georg, så jeg kunne gå ned og kramme ham lidt, når sorgen blev for svær at bære. Jeg valgte dog at følge børnenes ønske, og er rigtig glad for, at jeg gjorde det. Georg hører til hos Nikolaj.

Mirakler sker, Hele tiden omkring os. Åben øjnene og se dem, åben hjertet og mærk dem. Jeg lover jer, at lyset der fylder os med kærlighed, glæde og taknemmelighed er et mirakel i sig selv.

Mange kærlige hilsner
Annbritt

Ps. Billedet er naturligvis af Georg.